top of page

Rangering af Manchester Citys mesterskaber i Premier League

Manchester City blev i 2008 opkøbt af Abu Dhabi United Group, der er ejet af Sheikh Mansour, og siden da har de været den mest succesfulde klub i England med 16 trofæer de seneste 14 år. The Citizens har i den periode vundet 6 ligatitler. Men hvilke mesterskaber har egentligt været de mest mindeværdige, og hvilke af dem husker vi bedst? Jeg har efter bedste evne givet mit bud på dette spørgsmål, og det er der kommet denne artikel ud af. I min rangering har jeg udelukkende fokuseret på holdets præstation i Premier League, og jeg har derfor set bort fra, hvad der ellers er blevet leveret i de andre turneringer.


2013/14-sæsonen

Den første plads på listen indtages af Premier League mesterskabet i 2013/14-sæsonen, som var klubbens andet af slagsen på kun 3 sæsoner. Det sendte et signal om, at Manchester City var en klub man virkelig skulle tage seriøs i toppen af engelsk fodbold. Efter en sæson, hvor flere af de notoriske "Big Six"-klubber skiftedes til at føre ligaen, var det Manchester City, der i sidste ende kunne kaldes sig mestre. The Citizens endte kun to point foran Liverpool og fire point foran Chelsea efter en mindeværdig afslutning på sæsonen. Efter nederlaget til ligaens førerhold fra Liverpool var Manchester City syv point efter med få runder tilbage af sæsonen. Dermed så det for alvor svært ud for de lyseblå at vinde mesterskabet, selvom de havde to kampe i hånden. Manchester City gjorde, hvad de kunne i de resterende kampe, ved at skrabe 16 ud af 18 mulige point sammen. Det viste sig i sidste ende at være nok, da Liverpool snublede på målstregen efter en uafgjort mod Crystal Palace og et nederlag til Chelsea. Sidstnævnte står stadig tilbage som den kamp, hvor Liverpool mere eller mindre sendte mesterskabet over i hænderne på Manchester City. Kampen bød på sæsonens vel mest bemærkelsesværdige øjeblik, da Steven Gerrard gled og gav Demba Ba en friløber, som han scorede på. Efter sejren over West Ham på sidste spilledag kunne Vincent Kompany løfte Premier League trofæet for anden gang, efter at han selv og Samir Nasri blev kampens to eneste målscorer.

Manchester City spillerne fejrer klubbens anden Premier League titel

2020/21-sæsonen

Fra et mesterskab, der blev afgjort på sidste spilledag, bevæger vi os videre til et mesterskab, der i sidste ende blev vundet i overbevisende stil. Femtepladsen på listen er 2020/21, hvor Manchester City vandt ligaen med hele 12 point ned til rivalerne fra Manchester United. En tredjedel inde i sæsonen lignende The Citizens ellers ikke et hold, der skulle kæmpe med om mesterskabet. Efter de første tolv kampe var det kun blevet til 20 point og man lå derfor på en niendeplads i ligaen. Det absolutte lavpunkt for sæsonstarten var 5-2 nederlaget til Leicester City på hjemmebane. Den uafgjorte kamp mod West Brom, som blot var et mange dumme pointtab, blev et vendepunkt. Manchester City satte efterfølgende en imponerende stime sammen på 15 sejre i streg, og skabte dermed et stort hul ned til andenpladsen, og de kørte sikkert mesterskabet i hus. Sæsonen sluttede af på mindeværdig vis i sidste spillerunde. Sergio "Kun" Agüero blev nemlig skiftet ind til sin sidste Premier League kamp nogensinde og kom på måltavlen hele to gange. En af de største spillere, hvis ikke den største spiller i klubbens historie takkede dermed af efter dén sæson med endnu en Premier League titel. Det var for mig ene og alene grund nok til, at mesterskabet i 2020/21-sæsonen var mere mindeværdigt end i 2013/14-sæsonen.

Holdkammeraterne giver Agüero en velfortjent lufttur efter argentinernes sidste Premier League kamp

2018/19-sæsonen

På fjerdepladsen har jeg valgt at placere 2018/19-sæsonen, hvor Manchester City vandt klubbens fjerde Premier League titel i historien. The Citizens blev efter en mindeværdig og historisk mesterskabskamp det første hold i ti år til at genvinde ligatitlen. Det var igen Manchester City og Liverpool, der kæmpede mod hinanden om mesterskabet, som tilfældet også var fem år forinden. Endnu engang var det de lyseblå, der endte øverst på sejrsskamlen efter at være kommet fra baghjul. Ved udgangen af 2018 var Manchester City syv point efter Liverpool som følge af tre nederlag i december. Det forspring blev reduceret til blot fire point i starten af januar, efter at City tog en vigtig sejr over Liverpool på hjemmebane. Herefter vandt holdet 17 ud af de 18 resterende kampe i ligaen. De vandt de sidste 14 ligakampe i træk, hvilket Guardiola har kaldt for den mest imponerende sejrsstime, hans hold nogensinde har opnået taget vigtigheden in mente. Manchester City havde dermed gjort, hvad de kunne, men de var stadig afhængig af, at Liverpool dummede sig. Selvom de kun smed 8 point i den sidste halvdel af sæsonen, var det nok til at mesterskabet skulle afgøres på sidste spilledag. Der slog City forholdsvist komfortabelt Brighton med 4-1 på udebane trods en tidlig scoring af hjemmeholdet. Det er dog sæsonens næstsidste kamp jeg husker, som den der vandt os titlen. En sen mandag aften lignede det længe, at City vil gå fra banen med en uafgjort mod Leicester, og dermed stort set smide mesterskabet. Vincent Kompany ville det dog anderledes, da han bragede bolden i kassen fra små 25 meter i, hvad der endte med at blive hans sidste hjemmekamp for klubben. Det står som sæsonens mest mindeværdige øjeblik. Sæsonen kunne meget vel have været placeret længere oppe på listen, hvis jeg kiggede på den som helhed. Manchester City vandt foruden Premier League også de tre andre hjemlige trofæer - FA Cuppen, Carabao Cuppen og Community Shield. De blev det første engelske hold til at vinde "The Domestic Quadruple", og opnåede en bedrift, som Sir Alex Ferguson beskrev som umulig. Han havde nemlig tidligere sagt, at intet hold vil være i stand til at vinde "The Treble", hvilket City jo gjorde samtidig med at de også vandt det fjerde og sidste hjemlige trofæ.

Vincent Kompany lægger an til en raket af et spark mod Leicester

2021/22-sæsonen

Tredje øverst på listen har jeg placeret 2021/22-sæsonen, hvor Manchester City for tredje gang vandt mesterskabet lige for næsen af Liverpool i tæt duel. Efter en haltende sæsonstart fandt holdet for alvor melodien med en sejr over Manchester United, som blev startskuddet til en sejrsstime på 12 kampe i træk. Guardiolas tropper lignede et hold, der havde sikker kurs mod mesterskabet. Men en kombination af dumme pointtab og et veloplagt Liverpool hold, der mere eller mindre gjorde rent bord, resulterede i spænding til det sidste. Manchester City havde dog muligheden for stort set at sikre sig mesterskabet på næstsidste spilledag, hvor en sejr ville sende dem tre point foran Liverpool, og hvor de tilmed ville have en bedre målscorer. Den chance formøblede de blandt andet efter et brændt straffespark af Riyad Mahrez til slut i kampen, og det hele skulle derfor afgøres i sidste spillerunde. Her stod Manchester City overfor Aston Villa med Steven Gerrard i spidsen, der længe så ud til at give sine tidligere klub en hjælpende hånd. Hans hold kom nemlig noget overraskende foran med 2-0 midt inde i anden halvleg efter en scoring af, hvem andre fristes man til at sige end en anden tidligere Liverpool spiller i skikkelse af Coutinho. The Citizens vendte dog alting på hovedet med tre mål på 5 minutter, hvor Peps tre indstiftere alle spillede en afgørende rolle i det sensationelle comeback. Det var særligt Ilkay Gündoğan, der stjal alle overskrifterne med to scoringer - den sidste til slutresultatet 3-2 efter en assist af Kevin De Bruyne. Det er indiskutabelt den vildeste afslutning på en sæson i de forgangene ni år, og det er nok også derfor, at denne sæson er placeret så højt på listen. Derudover er det formentlig det tætteste vi kommer på et nyt 93:20 øjeblik.

Målet af Ilkay Gündoğan, der sikrede mesterskabet i sidste sæson

2017/18-sæsonen

For at finde andenpladsen på listen skruer vi tiden tilbage til 2017/18-sæsonen, hvor Manchester City vandt Premier Leagues mest overlegne mesterskab. Det var en sæson, der stod i rekordernes tegn for de lyseblå fra Manchester. Den mest mindeværdige af slagsen blev slået efter sejren på sidste spilledag over Southampton på et mål af Gabriel Jesus efter en flot aflevering af Kevin De Bruyne. Manchester City slog dermed rekorden for flest point på en enkelt Premier League sæson, og blev det første hold til at runde de imponerende 100 point i turneringens historie - holdet fik derfor tilnavnet "The Centurions". Scoringen dybt inde i dommerens tillægstid sikrede tilmed også, at Manchester City endte 19 point foran Manchester United. De slog derfor også Premier League rekorden for flest point ned til andenpladsen. Derudover vandt de deres kamp nummer 32 og slog rekorden for flest sejre i en enkeltstående Premier League sæson. Den er dog blevet tangeret hele to gange siden af Manchester City selv i 2018/19 og Liverpool i 2019/20. Sejren på sidste spilledag var som bekendt på udebane, og derfor slog The Citizens minsandten også rekorden for flest point på udebane (50) og rekorden for flest udebanesejre (16) - to rekorder de stadig er indehavere af. Guardiolas tropper slog undervejs i sæsonen et utal af andre Premier League rekorder. Efter den uafgjorte kamp mod Everton i anden spillerunde satte de en sensationel stime sammen på 18 sejre i træk. De slog dermed Arsenals forhenværende Premier League rekord for den længste sejrsstime med 14 kampe. Den rekord fik ikke lov til at stå alene i ret lang tid, da den allerede blev tangeret af Liverpool i sæson efter. Manchester City satte også rekorder på målscoringsfronten, hvor de scorede 106 mål, hvilket er det højeste antal et hold har scoret i en enkelt sæson. Det til sammen med, at man kun indkasserede 27 mål resulterede i en rekordstor målforskel (+79). De fremragende præstationer i den hjemlige liga over hele sæsonen blev med rette et fokus for en del positiv omtale fra diverse engelske og udenlandske medier. Manchester Citys hold fra 2017/18 er af mange eksperter nemlig i flere sammenhænge blevet beskrevet som det bedste i Premier League nogensinde. Jeg tænker, at vi er mange City-fans inklusiv mig selv, der er tilbøjelige til at give dem ret.

Jubelrus efter Jesus´ scoring, der gjorde City til Centurions

2011/12-sæsonen

Så tænker man nok, hvad der kan være bedre end at vinde et historisk overbevisende mesterskab. Det skulle da lige være at vinde titlen på sidste spark på sidste spilledag foran sin evige rival. Det var som vi alle husker netop, hvad Manchester City gjorde i 2011/12-sæsonen. De to Manchester-klubber lå fra start til slut i sæsonen side om side. The Citizens førte ligaen fra 3. spillerunde og helt frem til 27. spillerunde, hvorefter de faldt i kadence med to uafgjorte og et nederlag i de efterfølgende fire kampe. Og så var de pludselig fem point efter rivalerne med seks kampe tilbage, og de lignede et hold, der havde smidt mesterskabet. Manchester United åbnede dog en dør op i mesterskabskampen ved at smide fire point inden de to klubbers afgørende indbyrdes opgør på tredje sidste spillerunde. Manchester City vandt kampen på et mål af holdets anfører, Vincent Kompany, i første halvlegs tillægstid. Med sejren kom de op på førstepladsen med samme antal point som United, dog med en bedre målscorer. Eftersom at begge hold vandt deres næstsidste kamp i sæsonen, skulle det hele afgøres på sidste spilledag. Manchester City skulle møde nedrykningstruede Queens Park Rangers, hvilket på papiret lignede en sikker sejr. Det viste sig dog at være alt andet et nemt, selvom City kom planmæssigt foran i slutningen af første halvleg. Derefter gik det ned ad bakke med to scoringer af QPR, og favoritterne stirrede direkte ind i et nederlag. Da kampen gik ind i de døende minutter, var Mancinis tropper stadig bagud og United, der vandt deres opgør over Sunderland, var millimeter fra at genvinde mesterskabet. Efter at have lagt et hårdt pres på modstanderens mål fik City reduceret til 2-2 i dommerens andet tillægsminut på et hovedstødsmål af Edin Dzeko efter et flot slået hjørnespark af David Silva. De fortsatte herefter med at presse på, for at få det afgørende mål. Få minutter senere modtog Agüero bolden et stykke uden for feltet og afleverede bolden til Mario Balotelli, der liggende fik afleveret bolden tilbage til "Kun", der efter et træk forbi en modstander sparkede bolden i kassen. Målet blev scoret efter 93 minutter og 20 sekunder, og det tidspunkt er blevet et reference point i klubbens historie. Manchester City fejrede i samarbejde med PUMA 10 året for dette mesterskab i 21/22-sæsonen ved detaljen med 93:20 i nakken på hjemmebanetrøjen, og ved at udgive en kollektion med 93:20 inspirerede produkter. Det har naturligvis også en stor betydning for alle os med et lyseblåt hjerte. Nævner man 93:20 i City kredse er der en indforståethed om, at der refereres til dette magiske øjeblik. Scoringen vil for evigt blive husket af os Cityfans, og det skyldes ikke mindst den fremragende kommentering af Martin Tyler, der i ren ekstase udbrød følgende: "Agüeroooo. I swear you will never see anything like this ever again, so watch it drink it in." På et splitsekund ændrede alt sig, hvor skuffelse og irritation blev udskiftet med glæde og forløsning. Efter slutfløjtet kunne Manchester City spillerne fejre klubbens første Premier League mesterskab nogensinde og klubbens første ligatitel i 44 år. Mesterskabet blev vundet på historisk vis med den mindste titelvindende margin i turneringens historie (0 point og +8 målforskel). De to klubber sluttede begge på 89 point, men City vandt i sidst ende på en bedre målforskel - Det var den første og hidtil eneste gang, at målforskel har afgjort Premier League titlen.

Sergio "Kun" Agüero i euforisk jubel efter sin scoring mod QPR

Nu har jeg givet mit bud på, hvordan jeg rangerer Manchester Citys mesterskaber i Premier League efter, hvor mindeværdige de har været. Du er hjertens velkommen til at kommentere på opslaget på enten Facebook eller Twitter med, hvordan du mener, at de seks ligatitler skal rangeres.

Comentarios


  • Facebook
  • Twitter
  • Spotify
  • Apple Music

© 2023 af Cityzen Dane. 

Bliv skribent for Cityzen Dane

Har du kriblen i fingrene, og er du kæmpe City-fan? 

Så vil vi utrolig gerne høre fra dig. Vi er et fællesskab af ligesindede Cityfans, der elsker at beskæftige os med verdens bedste klub på frivillig basis. Og der er altid plads til flere! 

Skriv til nedenstående e-mail, kom med 2-3 gode ideer til artikler, du gerne vil skrive, og så tager vi en uforpligtende samtale om et eventuelt samarbejde. Vi glæder os til at høre fra dig. 

Email os på  Cityzendane@gmail.com

bottom of page