Haaland henter historiske rekorder hjem: Her er dit overblik
- Anton Kranf
- 14. apr. 2023
- 5 min læsning

Erling Haaland har sparket sig ind i fodboldverdenens rekordbøger med en ekstraordinær sæson! Den unge norske angriber har ikke blot imponeret med sine målinvolveringer, men har også brudt utallige rekorder på sin vej til tops.
Fra at sætte nye standarder for scoringsrekorder til at bryde barrierer for unge spillere, er Haaland en af næste generations helt store stjerner. Derfor ser vi nærmere på, hvilke rekorder han allerede har sat, og hvilke han kan nå i indeværende sæson.
1. Hurtigste spiller til at score 10 mål i Premier League i en sæson
Denne rekord var den unge nordmands første rekord i den lyseblå trøje. Og der skulle da heller ikke gå lang tid før, han kunne skrive denne på CV’et.
For allerede i sjette spilleuge mod Aston Villa kunne han efter 50 minutters spilletid se bolden glide forbi Emiliano Martinez i Aston Villas mål. Det markerede sæsonens 10. mål og sæsonens første rekord.
2. Færrest kampe til at score 20 mål i Premier League
Med 10 mål i de første seks kampe var der sat umenneskeligt høje forventninger til angriberen. Niveauet faldt da heller ikke, og det betød, at han efter 14 kampe kunne skrive sin anden rekord på CV’et. 14 kampe var nemlig, hvad der skulle til for at score 20 mål i den engelske liga.
3. Færrest kampe til at score 30 mål i Premier League
Endnu en målscoringsrekord kom efter 27 kampe i trøjen for Manchester City. Denne gang med en måske endnu mere imponerende rekord. Nemlig 30 mål i verdens sværeste liga på blot 27 kampe. Med denne rekord kan man kun tænke på, om målmaskinen kommer til at nå 40 mål i denne sæson.
4. Færrest kampe til at score 30 mål i Champions League
Denne europæiske rekord nåede Erling Haaland for nyligt, da han scorede sine imponerende fem mål mod RB Leipzig. I dag er han allerede på 34 mål, hvoraf 11 af målene er scoret i indeværende sæson i Champions League.
Denne rekord bliver kun mere imponerende, når man læser, at det var i hans 25. optræden på den største scene, at han allerede kunne notere mål nummer 30. Og ligesom med målrekorden i Premier League kan man kun regne med at se lignende rekorder for mål nummer 40, 50 og opefter.
5. Færrest kampe til at score 30 mål under Pep Guardiola
Dette er også en målrekord, og selvom den er lidt anderledes end de andre, så gør det ikke rekorden mindre imponerende. Her slår Haaland spillere som Lionel Messi, Robert Lewandowski og Sergio Agüero bare for at nævne et par stykker.
Det er samtidig nordmandens første sæson i klubben, og for mange ville det betyde, at man skulle bruge tid på at indpasse sig i et nyt system med andre medspillere. Men for Haaland har der kun været én vej, og det har været mod mål.
6. Flest mål i én sæson af en spiller fra Premier League
Dette er en af de nyeste rekorder sat af Alfie Haalands søn. Og her snakker vi om rekorden for flest mål i en sæson i alle turneringer af en spiller fra Premier League.
Som det ser ud i skrivende stund, har Erling produceret 45 mål, hvilket sender ham over de to tidligere rekordholdere, Van Nistelrooy og Salah, som begge formåede at score 44 mål (hhv. 2002/2003 og 2017/2018).
Det vildeste ved denne rekord er, at sæsonen langtfra er slut endnu. Manchester City har stadig ni kampe tilbage i Premier League, står med et halvt ben i en Champions League semifinale og er i semifinalen i FA Cuppen. Der er med andre ord mange muligheder for at udbygge denne rekord.
Rekorder rundt om hjørnet
De seks ovenstående rekorder er ikke samtlige rekorder, Haaland har slået. Listen ville simpelthen være for lang, hvis alle skulle nævnes. Vi kigger derfor i stedet på nogle rekorder, der ikke står Haaland på endnu.
1. Flest mål i én sæson i Champions League
Dette er en rekord, man i en periode troede ville blive umulig at slå. Den er sat af selveste Cristiano Ronaldo, og den lyder på 17 mål. Hvis man kigger på samme rekord for en spiller i Premier League, så har Van Nistelrooy den, og den er på 12 mål.
Men da Erling Haaland allerede har sendt bolden over målstregen 11 gange i denne sæson, så må man regne med, at han tager denne rekord i år, hvis han holder sin målform. Der er dog lang vej op til 17 mål.
Men det er ikke umuligt, for hvis Manchester City går hele vejen til finalen, så vil der være fire kampe tilbage til at score de seks mål (syv mål for at passere Ronaldo). Det bliver svært, men hvis Manchester City skal vinde trofæet med de store ører, så kan det meget vel blive nødvendigt med så mange mål fra den norske målmaskine.
2. Flest mål i én sæson i Premier League
Den samme rekord, han jagter i Champions League, jagter han også i Premier League. Her er han skræmmende tæt på at slå rekorden for flest scorede mål i den engelske Premier League i én sæson.
Han er oppe på 30 mål og behøver derfor kun et par stykker mere for at slå denne rekord. Så kan man diskutere, hvad rekorden egentlig er. For den nuværende rekord er 32 mål i en sæson med 38 kampe.
Men går vi tilbage i tiden til dengang en sæson var 42 kampe, så står rekorden på 34 mål. Men med 30 mål og ni kampe tilbage, må man tro på, at han kan slå begge rekorder.
Det vil med andre ord kræve, at han kan score fem mål i de sidste ni kampe for at stå med rekorden ene og alene.
3. Flest mål i CL-slutpsillet i én sæson
Den sidste rekord, vi tager fat på, hænger lidt sammen med forrige rekord. Men det er en rekord for de store spillere. For hvis der er noget man får kritik for som angriber, så er det, hvis man ikke leverer i de vigtige kampe.
Derfor er der en hæder forbundet med at have rekorden for flest mål i knockout-kampene i Champions League. Lige nu deler Benzema og Ronaldo denne rekord, hvor begge spillere har scoret 10 mål i en sæson. Haaland har i denne sæson scoret seks mål indtil videre.
Det betyder, at han skal score mindst fire mål mere for at udligne rekorden. Fem mål hvis han vil have den alene. Som skrevet tidligere er det langtfra umuligt med potentielle fire kampe endnu. Men det vil kræve, at Manchester City i hvert fald avancerer mod Bayern München.
Hvad byder fremtiden på?
Efter en lang liste med rekorder, hvor nogle er opnået og andre gemmer sig lige rundt om hjørnet, kan man næsten kun sidde tilbage og tænke waow. Der er ingen tvivl om, vi er vidner til noget helt særligt. Man må blot bøje sig i støvet og være glad for, han valgte at trække en lyseblå trøje ned over hovedet i sommers.
Comments