Et opkald til et lille værelse på La Masia (1/3)

Manchester Citys akademi har udviklet sig enormt gennem de seneste årtier. I tre indlæg gennemgås transformationen og årsagerne til den. Dette er første indlæg i serien.

En catalansk mand rækker sin telefon op til sit øre og afventer, at en stemme besvarer opkaldet i den anden ende. Umiddelbart kunne manden med sit lange, krøllede hår ligne et medlem af et rockband, som man ofte ville kunne finde weekendsaftener på diverse spillesteder i Barcelona. For indbyggerne i byen er manden et ikon – dog for sine bedrifter på grønsværen og ikke for sine musikalske evner.

Puyol kæmpede i hele sin aktive karriere for Barca, for hvem han nåede næsten 600 officielle optrædener med anførerbindet om armen i størstedelen af kampene. I dag samarbejder han med sin tidligere rival, Iván de la Peña, som i ni sæsoner huserede på midtbanen i den rivaliserende Barcelona-klub Espanyol. De to har startet et agentfirma, hvor de hjælper og rådgiver spanske, primært unge, spillere med at tage de rigtige skridt i deres karriereforløb.

I den anden ende af røret besvarer en ung teenager Puyols opkald fra sit lille værelse. Da der efter en længere snak lægges på, har Puyol fået sit budskab leveret: Den unge Eric bør forlade de trygge omgivelser på det legendariske La Masia - verdens måske mest ikoniske fodboldakademi, der var udgangspunktet for udviklingen af Puyols egen karriere. Puyol rådgav i stedet den klejne catalaner til at rejse fra sin barndomsklub, venner og familie, solskin og sandstrand, og i stedet drage mod nord til ukendte, kolde og regnfulde Manchester for at fortsætte sin udvikling hos Manchester City. Og sådan blev det. City sikrede sig en treårig aftale med Eric García, der hos Barca blev betragtet som et af de største talenter på akademiet. Der var stor således stor utilfredshed at spore i den legendariske klub, og klublegenden Puyol blev ikke overraskende meget upopulær for at have drevet det unge stjernefrø fra den klub, han tidligere havde repræsenteret som den største leder på banen. Ikke desto mindre udspillede en lignende situation sig et års tid senere, da en anden af Puyols klienter, Adrián Bernabé forlod Blaugrana til fordel for de himmelblå i Manchester.

Hvordan gik det til, at unge lokale stortalenter blev rådgivet til at forlade FC Barcelonas mytiske akademi, der har produceret uttalige verdensklassespillere gennem tiden, og i stedet tage til Manchester City. En del af forklaringen skal givetvis findes i projekterne på La Masia, der bestemt ikke passede alle, og man havde da også set talenter som Fabregas, Piqué, Bellerin og Icardi forlade akademiet i årene op til Garcías skifte. Men hvorfor blev det projekterne i Manchester City, som de unge spillere blev vejledt om at tilslutte sig? Og hvordan endte Manchester City med at have et akademi, der formåede at skabe mestertrupper på både U18- og U-23-niveau, og hvorfra man var i stand til at sælge spillere for betydelige summer, selvom de aldrig havde slog igennem på førsteholdsniveau? Det kigger vi på i denne korte artikelserie.

Ungdommens indtog og det ”gamle” Manchester City-akademi

Manchester Citys første ungdomshold stammer tilbage fra 1920’erne, hvor Albert Alexander Sr. dannede og coachede ”A” team, som var navnet på det første hold i klubben, der bestod af unge spillere med henblik på udvikling. I 1951 begyndte holdet at konkurrere mod andre ungdoms- og reservehold fra det nordvestlige England i Lancashire League, og i de efterfølgende år dannede man yderligere ungdomshold.

I 1997 indførte FA en ny landsdækkende ligastruktur for ungdomshold. Premier Youth League kom til at bestå af U-19- og U-17-hold, og derfor blev Manchester Citys ungdomssystem omstruktureret til i 1998 at kunne deltage i det nye ligasystem. I 2004 blev de to ungdomsrækker slået sammen, og herefter spillede man på U-18-niveau indtil ligaens opløsning i 2012. Manchester City vandt aldrig Premier Youth League – hverken på U-17, U-18 eller U-19-niveau.

Det primære formål ved at drive ungdomshold er ikke at vinde titler på ungdomsniveau. Selvom konkurrencen ungdomsholdene imellem giver en indikation af styrkeforholdet mellem klubbernes akademier, bør Manchester Citys akademi først og fremmest måles på, hvor mange seniorspillere der produceres til enten at spille for Citys førstehold eller hos andre klubber på topniveau. Og hvor gode var ”det gamle” akademi så til det? Mange kender nok til historien om Ryan Giggs, der før sit skifte til den røde del af Manchester spillede ungdomsfodbold i den blå ende af samme by. Dette var imidlertid i en kort periode og før man havde et egentligt akademisystem. Fra tidspunktet hvor akademiet begynder at spille en større rolle i klubben, kan man nævne spillere som Shaun Wright-Phillips, Stephen Ireland, Joey Barton, Micah Richards og Nedum Onuoha, der alle var en del af Citys ungdomsakademi i og omkring tiden, hvor dette fik større betydning, og som alle kom til at spille roller på Citys førstehold senere i deres karrierer. Desuden har spillere som Kasper Schmeichel, Glenn Whelan, Daniel Sturridge, Kieran Trippier og Ben Mee været en del af det ”gamle” akademisystem og fået mere eller mindre glorværdige karriere i andre klubber sidenhen.

Der har med andre ord gået unge spillere rundt i Manchester Citys ungdomsrækker, som senere hen har fået succes på seniorniveau. Selvom Manchester Citys akademi i årene mellem 1997 og 2012 aldrig nåede at have de stærkeste ungdomshold i landet i den indbyrdes konkurrence med de andre topklubbers akademier, er det værd at anerkende, at akademiet har lagt græstæppe til en håndfuld spillere, som har efterfølgende har slået deres navne fast i Premier League – enten for Manchester City eller for andre klubber. Alligevel virker det ikke til at være et sted, som er et oplagt tilvalg og et skridt op fra La Masia rent udviklingsmæssigt for unge stjernefrø. I næste del af artikelserien kigger vi nærmere på de forhold, der ændrede Manchester Citys akademis status, og som kan forklare, hvorfor Puyol rådgav den unge Eric til at tage til Manchester. Ikke overraskende står 2008 som et skelsættende år i den fortælling…